En ø af is og ild

skapad den

En ø af is og ild

Der er ingen træer, intet læ og ingen mennesker. Kun et goldt landskab med hundredvis af søer gemt i stenede dale, formet af is og ild. Det er alt, hvad vi har drømt om, at Island skulle være.


Øen giver os travle mennesker mulighed for at pakke smartphones, internet og hverdag væk i byt for fugtige waders, rå natur og store, vilde lava-ørreder. Island er, hvor de ægte eventyr venter, og hvor lovene ikke er lavet af statsoverhoveder og ministrer, men af selveste moder natur. Det er en overvældende følelse, da vi forlader bilen og vandrer ud i ødemarken. Endelig er vi alene. De næste to uger skal bruges med fiskestangen tapet fast til den ene hånd, kompasset i den anden og i selskab med ens bedste fiskekammerat. Vi glæder os så uendelig meget.


Vi står ved bredden af en kæmpe sø. Under vores slidte vadestøvler er der små vulkansten, som har en anderledes dyb lyd end grus, når vi går gennem det. På den blanke sø, kan vi se store ørreder, som tager små insekter på overfladen. Ørrederne er store og virker næsten arrogante, når vi forsigtigt lægger fluen ud i deres bane. Gang på gang bliver vores fluer ignoreret, og der går lidt over syv timer, før vinden endelig tager til, og fiskene bliver mindre sky. Det er det som skal til, før ørrederne begynder at hugge.


Den lille nymfe bliver stille og roligt indhaleret af en stor og grov ørred. Da den først finder ud af bedraget, tager fanden ved ørreden, og den bruger alle musklerne i kroppen på at svømme mod de høje bjergtinder, som stikker op af søen ude i horisonten. Fluelinen er langt ude, og linepresset er helt vanvittigt stort. 50-70 meter ude kan vi se fisken springe fri af vandet med linen hængende langt nede i vandet. Der bliver sat yderligere pres på fisken, og trætheden begynder langsomt at melde sig, både hos fisker og fisk.
Ørreden kommer tættere på land, og vandet under bugen bliver lavere og lavere. Det er den ikke tilfreds med, så den samler de sidste desperate kræfter i forsøget på at slippe væk. Det er dog forgæves. Langsomt bliver den bugseret ind på lavt vand og med en blødt greb om halen kan den kortvarige operation med fjernelsen af krogen finde sted. Det er hurtig proces, og fisken bliver hurtigt foreviget med kameraet, som et minde om tak for kampen og en fantastisk oplevelse. Roligt svømmer den ud til sine brødre og lever videre på den vilde lava-ø.


En tur som denne huser mange forskellige oplevelser af forskellig art. Det kan være fra det simple liv i ødemarken med mad over bål og aftenshygge, hvor alt er dejligt, og solen skinner. Men det kan til tider også være barskt vejr, hvor temperaturen kan falde med mange grader på en lille time, tågen kan gøre os blinde på få minutter, og vinden kan blæse teltplykkerne fri fra jorden på få sekunder. Der er ikke langt mellem komfort og kvaler. Vi vidste dog, at det ville ske i løbet af eventyret og var derfor forberedte hjemmefra. Vi havde den fornødne viden og de rigtige redskaber til at føre os sikkert ud af disse situationer. Ikke fordi det var farligt på noget tidspunkt, for tager man sine forholdsregler er risikoen for uheld meget lille. Men det er også der, eventyret ligger. Derude hvor en smartphone og internet ikke er tilstrækkeligt længere. Og hvor det vigtigste redskab er tillid til den bedste kammerat.

Af Nikolaj Korsholm

 

FAKTA OM FISKERI PÅ ISLAND
 
  • Meget fiskeri på Island er eksklusivt, og det dyreste er laksefiskeri samt bækørredfiskeri i strømvand
  • Mange områder med søer og små vandløb kan købes for billige penge, og her vrimler det med ørreder og røddinger
  • Fisk gerne området i flere dage, indtil melodien er fundet
  • De store områder betyder, at man skal vandre en del, men det giver også en helt unik naturoplevelse, som man ellers vil gå glip af
  • Telt, trangiamad og trætte ben er indbegrebet af en fjeldtur
  • Vil man se nærmere på billige områder med et hav af søer og vandløb, så forhandler www.southpoint.dk flere områder – her kan du også få vejledning til de forskellige områder.


 

Et fiskeeventyr på Island from Geoff Anderson on Vimeo.


Ingen kommentar / Inga kommentarer
Skriv din kommentar